Den danske musikbranche vejrer international morgenluft, hvis man spørger Torben Ravn fra Copenhagen Records. Selskabet, der blandt andre huser Lukas Graham, mærker i særdeleshed udlandets interesse og var stærkt repræsenteret på årets SPOT Festival.
Af Christian Bjerggaard Jørgensen
Dansk musik har de seneste år markeret sig eftertrykkeligt i udlandet. Det skaber en naturlig forhåbning om, at Danmark har mere at byde på, og den nysgerrighed mærker man hos Copenhagen Records både gennem eksisterende og nye kontakter, fortæller Torben Ravn, direktør for det københavnske pladeselskab. Ifølge ham er hele den hjemlige branche imidlertid påvirket af den succes, som blandt andre Mø og Lukas Graham har opnået uden for rigets grænser.
”Helt generelt kan jeg mærke, at der er en tro i vores branche på, at det faktisk kan lade sig gøre. Det behøver ikke kun være svenskerne, som kører den der udlandsting,” fortæller han engageret og vurderer, at der hele vejen rundt er en begrundet lyst til at komme ud i verden. Forklaringen skal også findes i den fokuserede talentudvikling, mener han.
”Jeg tror, at vi har været gode til at fokusere på det, man er god til her i Danmark. Den talentudvikling, hvor SPOT også er med til genremæssigt at læne sig op af en stil, som jeg tror, at folk godt kan lide Danmark for. Det er ikke dance-arrangeret, hurtige hits eller EDM,” siger han. Derimod har Danmark fået ”en ret cool lyd, som stadig er kommerciel.”
Udstillingsvindue til omverden
Copenhagen Records bidrag til lyden af SPOT kom i år fra de to store trækplastre Alex Vargas og Saveus, som begge skabte massiv jubel i Musikhusets store sal. Foruden at give artisterne en mulighed for at spille, handler det naturligvis også om netværk. Sidste år havde man f.eks. besøg af folk fra Polydor Records, som Copenhagen Records nu samarbejder med omkring Saveus.
”Det er helt klar et godt sted for branchen at mødes. Både lokalt, men også i forhold til de kontakter, man begynder at få ude i verden. Og så handler det jo om at have sine artister til at spille og prøve at trække nogle folk ned for at se det, f.eks. festivalbookere uden for Danmark. Vi havde Alex Vargas på i går aftes i store sal, og det var helt klart også med øje på at få landet nogle jobs, ” fortæller Torben Ravn.
Lettere at starte nye projekter
Copenhagen Records har arbejdet med Alex Vargas i to og et halvt år med strategisk fokus på live-delen, hvor han har sin absolutte styrke. Torben Ravn betoner betydningen af den langvarige artistudvikling, hvor Copenhagen Records finder stor nytte i at have sit eget bookingfirma, Copenhagen Music, tilknyttet.
”Jeg tror, at den forretningsmodel, som vi har lavet hos os, hvor live og pladeselskab hænger sammen, gør, at risikoen ved investeringen i selve musikudviklingen, som jeg håndterer, helt klart er mindre, fordi jeg også har noget kapital inde via live-delen, som er den der hurtigst begynder at tjene penge i projektforløbet.”
Når mål, strategi og økonomi på den måde håndteres i fællesskab, er der flere midler til udviklingsdelen, og i sidste ende bidrager det ifølge Torben Ravn også til, at artisten hurtigere får penge ud af det.
Derudover har den digitale distribution grundlæggende gjort arbejdet med at få artister signet hos pladeselskaber i udlandet lettere, fordi de ikke længere skal forpligte sig til et stort fysisk lager ved opstart af nye projekter. I dag kan der åbnes for de digitale sluser hjemme fra København, hvorefter man kan hyre lokale folk såsom bloggere og pitchere i f.eks. England til at brede det ud, så større udenlandske labels kan se perspektivet i at koble sig på.
”De der første steps kan vi bedre styre selv og være med til at sætte i gang her og nu. Og jeg tror, at det har gjort en forskel, fordi vi er så tæt på projekterne, at vi selv er med til at farve, hvordan de skal sættes i gang. Det har været rigtig, rigtig spændende,” lyder det fra Torben Ravn.