[Danish Language] Peter Vuust er kontrabassist – men også hjerneforsker og leder af det internationale grundforskningsprojekt “Music In The Brain” i Aarhus. Vi har interviewet ham om, hvad musik gør ved hjernen – bl.a. om, hvilke forskelle der er på de reaktioner, der sker i hjernen hos musikere og ikke-musikere. Hør de foreløbige resultater fra grundforskningsprojektet på SPOT Festivals seminar-program fredag.
Hvordan påvirker musik hjernen?
En af de ting musik gør, er, at den får os til at bevæge os i takt, og det får vores kemi i hjernen til at synkronisere os bedre som menneskerace. Mennesket har fået den her fantastiske gave at kunne forstå og udøve musik, og sandsynligvis er grunden til, at vi har fået den gave, at musik er noget, der er rigtig godt til at harmonisere os følelsesmæssigt og i forhold til vores bevægelser.
Det jeg skal snakke om på fredag på vores lille konference, er at noget af det vi gør – som dyr ikke gør – er at vi bevæger os i takt til musik. Når vi lytter til musik, selvom det grundlæggende er et ret forvirrende akustisk signal, så kan vi uddrage en rytme af det – en fast puls-fornemmelse.
– Når vi bruger vores høresans, som vi bruger til at lytte til musikken, så bliver det omsat til vores motoriske sans, så vi bevæger os til musikken. Når det sker, kommer der en masse kemikalier ud i vores hjerne – det vi kalder neurotransmitter (dopamin, som vi bliver lidt høje af og som smører vores bevægelsessystem, så vi får lettere ved at bevæge os og oxytusin der er det stof, der gør, at vi får lyst til at være sammen). Dvs. vi bliver også følelsesmæssigt påvirket.
– Der kommer noget akustisk ind, vi får lyst til at bevæge os, vi får nogle følelser, vi tænker over det,vi lytter til. Dvs. vi bruger også den mere kognitive del af vores hjerne, og vi kan også få gang i nogle af de visuelle systemer – vi får nogle billeder på nethinden ved bare at lytte til musik.!
Er der forskel på, når vi hører noget vi subjektivt føler er god musik til forskel fra noget vi synes, er dårlig musik?
Det er der. Det er klart, at når vi lytter til musik, så er vi altid i gang med at tænke over, om vi kan lide det eller ej. Det der med, om vi kan lide det eller ikke kan lide det, det afhænger af, hvor godt vi kender musikken, som den ene del af det. Vi har lavet et forsøg, der viser, at jo bedre vi kender musikken, jo bedre kan vi lide den, indtil et hvis punkt, hvor vi tænker, at nu kender vi det så godt, at der faktisk ikke er mere mad i det for os, og så går kurven den anden vej.!
Den anden del er, at det også afhænger af, hvem du er. Hvis du er en person, som har meget lyst til udfordringer og nye ting, så kan du lide noget andet musik, end hvis du bedst kan lide trygge rammer og at gøre den samme ting dag ind og dag ud. Så det afhænger også af vores personlighed.!
Og så afhænger det først og fremmest af vores kultur. Har vi hørt en bestemt stilart som børn, så kan det påvirke vores musiksmag meget stærkt -men ikke nødvendigvis så man kun kan lide lige præcis dén music. vi kan faktisk også reagere imod det.
Peter Vuust – en af de fire internationale oplægsholdere
Hvad betyder det, at musik udløser reaktioner i belønningssystemet?
Man kan spørge sig selv om, hvad det er, der gør, at vi overhovedet har lyst til at lytte til musik? Vi bruger musik på mange måder: Vi bruger musik, når vi er kede af det, og når vi er glade. Men en nøglefunktion, som vi har fundet ud af, er, at musik kan udløse dopamin, og det hænger sammen med belønningssystemet.
Belønningssystemet og dopamin det er grundlæggende et stof og et system vi har fået, som belønner os, når vi gør noget der er godt for vores overlevelse, dvs. det er meget vigtigt i forhold til, at vi kan overleve på en daglig basis, men også at arten kan overleve. Når vi f.eks. spiser rigtig god mad, eller har sex, så udskilles der utrolig meget dopamin ude i vores midthjerne.
På samme måde er der nogle canadiske forskere, der for 10-15 år siden viste, at det her belønningssystem sørme også var aktivt, når vi lytter til musik. Specielt når vi havde de der responser, hvor hårene rejser sig på armene af os, og vi får kuldegysninger.
Så hvis man skal pege på en overlevelsesmæssig grund til, at vi har musikken, så er det sandsynligvis, fordi vi simpelthen får den her fællesskabsfornemmelse, og det kan være derfor, vi har de her belønningsmæssige responser til musikken. Det gør os simpelthen lidt høje, fordi det er et middel, vi har til at fungere bedre sammen, og når vi nu har en festival som SPOT Festival, så er det jo lige præcis det, vi gør.
Er der forskel på musikeres og ikke-musikeres hjerne og reaktion på musik?
Hvis man nu forestiller sig, hvordan fingrene ser ud på en rigtig god guitarist eller en rigtig dygtig pianist, så er det klart, at det jo er hjernen, der er blevet trænet i at få de her fingre, til at bevæge sig på en bestemt måde. Vi kan faktisk måle på hjerner og se, at når man øver sig rigtig meget – så er der nogle anatomiske ændringer i vores hjerner.
F.eks. er der forskere i Boston, der har vist, at de områder der har med hænderne at gøre hos koncertpianister er tykkere i hjernebarken – det er jo sådan nogle små områder, men vi kan simpelthen måle på det! Vi har også lavet en masse forsøg, som viser, at når man bliver rigtig god til at spille musik, så ændrer den måde, man lytter til musikken på sig også meget. Hvis jeg lytter til en rigtig god bassist (jeg er bassist), så vil min krop automatisk forsøge at spille det. Jeg spiller det ligesom i hovedet. Det vil sige: Det, at vi kan se er, at musikeres hjerner simplethen også er utrolig aktive i motoriske områder, når de lytter til musik
* Music In The Brain er et grundforskniungsprojekt som pt. foregår i Aarhus i et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet.
