aamer-aros

SPOT Festivalen har sat tre toneangivende brancefolk fra USA og England i stævne for at få deres dom over festivalen. Her kan du læse, hvorfor lige netop den østjyske showcase-festival er så velrenommeret på tværs af havene.

Af Lasse P. Underbjerg

SPOT Festivalen satsede i år mere end nogensinde på branchenetworking på tværs af landegrænser. Til det formål oprettede festivalen det nye SPOT+-område, hvor bookere, pladeselskaber, producere, branchekoryfæer og kunstere kunne mødes og udveksle erfaringer og informationer.

SPOT Festivalen har mødt tre toneagivende branchefolk i SPOT+-området til en snak om deres oplevelse af festivalens opbygning og den skandinaviske talentmasse.

Nabil Ayers, A&R-repræsentant, 4AD, New York

i-CJ63SV8-M

– Jeg var her for første gang i 2006 og har været her to gange siden, og mange af de amerikanske forretningsforbindelser, jeg har den dag i dag, blev skabt på SPOT Festivalen for snart ti år siden. Så det er et fantastisk sted at møde folk fra hele verden.

– Jeg kommer igen for at møde de fantastiske mennesker her og for at se de mange talentfulde kunstnere. Der er rigtig meget god musik her. Vi har allerede blandt andet Efterklang i folden, så vi vil selvfølgelig gerne have mere skandinavisk kvalitet, vi kan samarbejde med.

– Spillestederne er så gode her. Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert på SPOT, hvor lyden ikke har været i top, og det er virkeligt vigtigt i forhold til at få den optimale oplevelse med musikken. På South By Southwest i USA kan man sommetider se ret usle spillesteder, og det kan være sjovt, men her er der virkelig respekt for musikerne, og det er en meget speciel ting ved SPOT.

Phil Waldorf, Co-founder, Dead Oceans, Austin, Texas

phil

– SPOT leverer en unik mulighed for at se mange nordiske bands på kort tid. Vi har en del år været ret store fans af en del nordiske navne, derfor er dette en god mulighed for os. Vi har blandt andet tidligere arbejdet med Thomas Barfoed og The Tallest Man on Earth, så vi har en lang historie med at arbejde med skandinaviske kunstnere. Der er ikke nødvendigvis et klart svar på, hvorfor den skandinaviske musik tiltrækker os så meget, men vi ser mere potentiale hér end i for eksempel Tyskland og Frankrig.

– Det er en meget overskuelig festival. Man kan se så meget på meget kort tid. Det er meget velorganiseret, og jeg har fornemmelsen af, at de går den ekstra mil for at sikre, at alt lyder og ser godt ud. Produktionerne er af meget høj kvalitet. Det er bedre end i USA, hvor lyden eller spillerstederne sommetider ikke er af høj standard. Her er der styr på alt.

– Det er fantastisk, at man maksimalt skal gå ti minutter mellem to spillesteder. Det gør, at man kan nå meget mere af det, man gerne vil. Det maksimerer mit udbytte, og det er virkelig vigtigt.

– Det virker som en meget branchefokuseret festival. Måske hvis man fik et par etablerede hovednavne til at spille, ville det måske kunne få flere ”almindelige” musikelskere til at indløse billet, og det kunne få dem til også at få øjnene op for flere af de mindre upcoming bands.

Tom Aldridge, A&R-repræsentant, Parlophone Records, London

tom

– Af én eller anden grund er der ikke så mange skandinaviske bands, der for alvor slår igennem i England, og det er ikke til at forstå, for der er masser af talent. Måske handler det om, at den skandinaviske lyd er meget ren og pæn, hvor den engelske måske ikke er så poleret. Jeg elsker selv skandinavisk musik, der er mange gode melodier, og det er altid velproduceret. Så jeg håber, jeg kan få noget nyt skandinavisk musik med tilbage.

– SPOT er dejligt lille. På de engelske festivaler kan man nemt ende med at skulle gå 25-30 minutter mellem spillestederne, men her er alt  meget tæt på, det er fantastisk.

– Spillestederne er rigtig gode, og lyden til koncerten er noget af det bedste, jeg har oplevet. Jeg vil også rose området for de delegerede, det er så nemt at møde nye mennesker. Det er min første gang, og jeg har allerede mødt flere indie-branchefolk og danske branchefolk, så det lover godt.

– Netværksmulighederne er de bedste, jeg har oplevet. I går havde jeg fire møder inden for ti meters afstand. I England skal man bruge meget tid på transport frem og tilbage, det er meget mere tilgængeligt på SPOT Festivalen.